jeg overlevede
alle, der flytter hjemmefra, hvilket vi jo nok alle gør en eller anden dag, møder ikea-syndromet en eller flere gange i flytte-forløbet. det findes over hele kloden. man kan ikke undslippe, hvis man gerne vil have nogenlunde ordentlige møbler til få penge.
man skal finde en kommode eller en billig reol og tager i ikea. en uskyldig indkøbstur udvikler sig til et helvede af dimensioner.
for mig skete det den femte oktober i år, hvor der skete en mental nedsmeltning midt i småtingsafdelingen, og jeg prøvede forgæves at skjule mit ansigt i to sorte stolehynder til 7.99€ stykket. alle overvejelserne omkring farvetemaet i mit nye værelse, om klapstolene skulle være sorte eller gule og om jeg bare skal have en boxmadras med ben eller et rigtigt sengestel blev pludselig fuldstændig umuligt at overskue i mit lille uerfarne hoved. og det er netop denne ubærlige tankebyrde og derpå følgende sammenbrud, der er ikea-syndromet. forebyggelse er umuligt; jeg havde forberedt mig og var klar over, hvad jeg skulle købe, da vi gik ind i butikken, og alligevel glemte jeg alt om billy og nisse og lack og expedit, da jeg stod med hvad, der føltes som horder af savlende børn kravlende op ad mine ben, køkkentilbehør en masse i øjenhøjde og høje kæresteskænderier om skabslågefarver i ørerne.
med hensyn til en kur, kan jeg bare sige, at det eneste, der hjalp var, at min far sagde: "det er ok, elisa, det gør ikke noget. vi tager bare herud i morgen og bytter alt det, du ikke gider at have alligevel!" og gav mig et stort knus.
jeg ønsker jer alt held og lykke i fremtiden i ikea.
<3 e
