ohcarolinewhy

Jeg er en vaskeægte efteraber, og jeg har derfor fundet ud af, at blogspot er meget nemmere end det her svenske møg, så jeg har rykket min blog over til

HTTP://OHCAROLINEWHY.BLOGSPOT.COM

Jeg håber, I fortsat vil følge mine temmeligt banale hverdagshymner på den nye blog.

I er søde!
Elisa

Hvem har besluttet, at den rigtige, mest naturlige position for et toiletbræt er at være slået ned? Det er en af de ting, kvinder vildt godt kan lide at brokke sig over. Toiletbrættet, der ikke er slået ned efter  en mandspersons toiletbesøg. Men det har jeg aldrig forstået. Måske ser det ikke så godt ud, men det har mindst én fordel:
Man er sikker på, at der ikke er blevet tisset på brættet.



 

Jeg har ofte beklaget mig over de danske quizprogrammer i TV og de dertilhørende spørgsmåls manglende kvalitet og lave sværhedsgrad. Nu har min bror vist mig et program, hvorom disse bekymringer og frustrationer aldrig bliver aktuelle.

BBCs Mastermind.
GENIALT!



I bund og grund er der hver uge fire nørder, der først får stillet spørgsmål inden for hver deres fag, mens de sidder i mastermindstolen. I går var det blandt andet testcricket fra 1945, hvor deltageren passioneret fortalte om, at det måske er lidt længe, når en kamp varer fire-fem dage, men at det ofte går meget hurtigt, når store nationer møder de små. Wales mod Bangladesh ville højst sandsynligt kun tage to dage!

Efter runden, hvor de bliver spurgt inden for deres ekspertområde, kommer runden med almen viden. I de fleste danske (og særligt mange amerikanske) quizprogrammer betragtes almen viden som at vide hvilken superhelt, der hedder Clark Kent i sit civile liv.
   I Mastermind synes almen viden at være på et lidt højere plan.

Which 16th century English composer wrote the forty part motet Spem in Alium?
- William Byrd
- Thomas Tallis
- Henry Purcell
- Orlando Gibbons

Eller

Which royal house was re-established as the ruling family in Spain by the accession of King Juan Carlos?
- Habsburg
- Bourbon
- Savoy
- Bonaparte


Hvis du har lyst til at være med, skal du bare være fyldt 18 år og have bred almen viden plus op til fire ekspertområder. Der er dog visse grænser for, hvad disse ekspertområder kan være.
   På hjemmesiden kan man læse, at "The Life-cycle and Habits of the Honey-bee" og "The Moomin saga by Tove Jansson" er godkendte områder, mens man desværre må finde sig en anden hobby end "Orthopaedic Bone Cement in Total Hip Replacement" og "Cremation Practice and Law in Britain", hvis man vil forsøge sig med at vinde titlen som Mastermind 2008.


Programmet er renset for al senmodernistisk hysteri, hvor ligegyldige klapsalver står i kø og hvor dét at være på tv er noget fantastisk. Disse mennesker går bare virkeligt op i noget, i at vide, i at lære.
   Præmien, hvis man vinder? Æren ved at bære titlen Mastermind.

Tak, BBC, for at give mig troen på menneskets fremtid igen!

jeg har på det groveste misvedligeholdt min blog de sidste par uger. jeg har haft besøg og haft nogle af de sjoveste dage i mit liv.
dog endte jeg med at falde ned af en indietrappe på bang bang club, hvilket har resulteret i en stærkt hævet ankel. muligvis har jeg gjort et eller andet i faldet, der har gjort skade på mit ledbånd (hvis jeg forstod den smukke, smukke tyskerlæge korrekt), så jeg tager på skadestuen, når jeg lander i danmark på lørdag, regner jeg med. den ser virkelig vild ud, og jeg ligner, at jeg har klumpfod/er hobbit uden hårene.


alex


det viser sig, at marie cavallier er exberliner og afbilledet på et cafévindue i mitte!




"hvem kan lave den længste tand af kalk?"


klumpfoden er den til ventre, hvis i skulle være i tvivl.

man har ikke skulle finde den helt store lup frem for at læse mellem linjerne, at jeg har haft det meget svært hernede i berlin de sidste par uger. jeg var været meget ked af det, frustreret og har følt mig udenforstående. uden et job, uden ansvar for noget som helst har jeg til tider følt mig anonym, og med denne anonymitet kom tvivlen. jeg begyndte at tvivle på mig selv, min identitet, min fremtid. jeg har tvivlet og tvivlet og tvivlet. nu gider jeg ikke mere. jeg har gjort mit bedste, og det gik ikke i denne omgang.

jeg flytter hjem om en måned.

elisa

i dag faldt manden, der et minut forinden havde stået foran mig i køen, om, mens jeg stod og kiggede i bagerafdelingen i supermarkedet. jeg vendte mig om og så derhen, hvor han bare lå og rystede, med ansigtet smadret ned mod gulvet. han var bevidstløs, og hver gang han febrilsk trak vejret ind, kunne man høre, at han fik blod ind i munden. der var så meget blod, en stor pøl på gulvet fra hans hoved. jeg har aldrig set noget lignende.

jeg har ikke lyst til at tage i skole i morgen.

på alle tiders værste tirsdag (sådan føles det lige nu), har jeg formået at lave absolut intet.
bortset fra at se en god film, romeo + juliet fra 1996.
historien kender vi alle, og jeg elsker denne version af den gamle tragedie. til tider er den lidt irriterende, men dele af den får mig til at smelte og dø indeni og græde på samme tid.











e

mille siger, at jeg skal skrive seks ligegyldige ting, der gør mig glad.
paradoksalt. hvis tingene var ligegyldige, ville de jo nok ikke gøre mig glad. men jeg modtager opfordringen med kyshånd og sender her mine seks yndlingsting på denne søndag.

1. aldis vafler til 0,55€ for 12 styks. de er lavet af luft og sukker, og jeg elsker dem.

2. at bruge hele søndagen på at se danske disney-videoer på youtube.



3. at vejret ikke er helt vildt dårligt.

4. mine nyindkøbte prints, lavet af matt cipov.

ud over pandamasken, har jeg købt med flodhest, elefant og bjørn. jeg elsker dem!

5. at jeg har købt flybilletter til min næste hjemtur fra den 3. til 10. december.

6. det er snart jul! julekort, julegaver, julelys, julekærlighed, julealt! jul! jul! okay, nok udråbstegn.


e

vi er vilde med at klappe.


jeg har lige set et madprogram, hvor almindelige tyskere kæmper om at lave den bedste ret mad, hvis jeg har forstået det korrekt. en form for hausfrau x-factor.
og der noterede jeg mig, at publikum (ja, der var faktisk publikum på), klappede stort set hele tiden. når værten sagde noget, når de viste en ærtepuré, når de rullede pasta ud. alt fik en klapsavle med på vejen. selvfølgelig klapper de, fordi der står en eller anden tosse og siger, de skal, men her ville jeg ønske, at folk var lidt mere tro mod dem selv og ikke kaster deres stolthed lige lukt i helvede, fordi de får at vide, at de skal.

jeg er glad for at rejse og har intet i mod at flyve, når jeg skal et sted hen. men der er et tidspunkt af rejsen, hvor jeg har det ad helvedes til. mit hjerte begynder at banke hurtigere, jeg får det lidt varmt og forventer det værste. og det er, når flyet er landet og der over højtalersystemet bliver sagt: "welcome to [den by man nu flyver til]" og det sekund efter, hvor der er mulighed for, at folk måske klapper. JEG HADER DET. hvis vi har været ved at styrte ned over atlanterhavet på grund af motorproblemer, og piloten på mirakuløs vis har reddet os ved at lave en ny moter ud af tyggegummi og et jernrør på bedste macgyver-facon... bevares, så klap løs. men på en rutineflyvning er det oftest sådan, at piloten gør sit job og ikke en pind mere. intet ekstraordinært. det svarer til at klappe af kassedamen, når hun præsenterer det beløb, du skal betale for to liter let og en spandauer med creme.

verdens værste og samtidig bedste program "hvem ved det", der bliver sendt på dr1, er et quizprogram, hvor to familier kæmper mod hinanden i kampen om en rejse, og programmet går ud på, at man skal have godt styr på, hvad ens familie ved. det kan bare være lidt svært, men størstedelen af deltagerne intet ved overhovedet.
her har klappetrenden også gjort sit indtog, hvor folk rent faktisk klapper af, at en person kan svare på, hvad superman hedder i sit civile liv. spørgsmålene er pærelette, og alligevel har jeg hørt folk svare, at da vinci hed marco til fornavn og at den australske dyreven, vi alle elskede, hed martin og slog krokodiller ihjel.
jeg foreslår, at klapsalver bliver bandlyst i det program. i stedet bør deltagerne få et opdragende rap over nallerne, når de svarer forkert.

e

sprogkursusgruppen er en - mildt sagt - broget flok.
jeg er den yngste. der er en på 21, men ellers er de fleste i 30'erne.
koranlærerinde fra tyrkiet.
en tidligere økonom i vietnam, nu rengøringsdame i berlin.
ægte russerpige med afbleget hår og optegnede læber.
ubarmhjertigt dårligt klædt amerikaner, uddannet fotograf.
smuk au-pair fra sydafrika.
frisk privatlærer i spansk fra brasilien.
en mand ved navn thai... fra vietnam.

med undtagelse af jeg selv, au-pair pigen og et par andre har de fleste boet i berlin i flere år. det er lidt underligt.

der er også en pige fra georgien, og det eneste, jeg kan komme i tanke om, at jeg nogensinde ville komme til at snakke med hende om, er, at georgiens debutsang til melodi grandprix var fremragende. jeg tror bare ikke, at hun bekymrer sig så meget om melodi grandprix.

sevdije fra kosovo så ud, som om hun ikke fattede en hujende hammerskid, men det viste sig at være, fordi hun var gået ind til det forkerte kursus.

amerikaneren har den tykkeste amerikanske accent, jeg nogensinde har hørt, og jeg kan ikke lade være med at fnise indeni.

de virkede alle sammen til at være virkelig søde.




jeg ved bare ikke, hvad jeg laver hernede, lige nu.

jeg ved godt, at værelsesposts er lidt kedelige, men det er alt, jeg har fået taget billeder af i dag, fordi det er færdigindrettet!
for real!
wow!
sindssygt!
jeg tror, det er løgn!
men det er det ikke!
dario campeotto er sej!


jeg har fået sat et par rammer op med billeder af folk, jeg kan lide, som jeg havde rigtige billeder af liggende.


den sorte seng med de nye puder og pornogardiner (jeg gad bare ikke have sorte eller hvide)


mine puder, som jeg faktisk... godt kan lide, selvom den ene er brun!


og så har jeg købt to potteplanter. aka jeg er voksen.

alt er godt, jeg er glad.
det håber jeg også, at i er!

e

jeg er glad og lykkelig, og selvom alt ikke er gået efter planen hernede, så bor jeg i berlin og lever livet. ikke det vilde luksusliv, for jeg er arbejdsløs, men jeg lever. og er det ikke dét, der tæller?

jeg har ikke før set det som noget stor bedrift, at jeg er flyttet herned, fordi jeg ikke rigtigt udretter noget som helst hernede. men da min far fortalte, hvor stolt han er over, at jeg har turde tage skridtet ud i den store verden, fik jeg selv øjnene op for, at det ikke var verdens nemmeste opgave, jeg satte mig for, da jeg besluttede mig for at tage herned.
og til helvede med om jeg bliver nødt til at tage skridtet tilbage til veddelev og mit barndomshjem igen i januar eller februar.


jeg har bare lige én indvending.
min elskede acer årgang 1864 er ved at kradse godt og grundigt af. den går ud, hvis jeg bevæger mig for meget på sengen, når den står den. den går ud, når jeg sætter et usb-stik i. den kan ikke tændes med batteriet i, og strømforsyningen er også ret ustabil.
den er ikke syg, men den er mæt af dage, og det er der jo ikke noget at sige til.
jeg har bare ikke penge til at købe en ny.

min sødeste simon hansen skriver altid, at jeg skal forkæle mig selv, hvis jeg har været lidt ked af det, når jeg har skrevet til ham her fra berlin. og i dag tog jeg det til mig og gjorde lige præcis dét, jeg havde allermest lyst til.

jeg har købt band of brothers-dvdboks og taget mcdonaldsmad med hjem.
det er min berlinpendant til en spandfuld kfc og en sæbeopera.



i aften skal jeg spise aftensmad med ham, der måske kan give mig et job! jeg krydser pølsefingre for, at det bliver til noget.

e

er mig.
jeg troede, min cykel var stjålet eller at jeg havde glemt den et sted. jeg igangsatte en stor efterforskning, hvor jeg ledte alle steder, den kunne være. den var ikke at finde noget sted, så jeg antog, at den var blevet stjålet.
jeg har så fået en ny cykel af min mor og far, som jeg havde det lidt dårligt med at modtage, når den anden kun var hos mig i en uge eller to.

i dag, da jeg var ude at cykle, var jeg ved at køre ind i en lygtepæl, så jeg er nødt til at stoppe hårdt op. og der står den. min gamle cykel. ved et supermarked tæt på, hvor jeg bor, men som jeg næsten aldrig køber ind i.

jeg gruer allerede ved tanken om at skulle fortælle min far, at jeg har fundet den. han kommer til at drille mig de næste tyve år. men nu har jeg to cykler. jeg sender pengene for den ene til min mor, og så beholder jeg dem begge. så kan folk, der kommer på besøg, låne en cykel i stedet for at skulle betale for u-bahn. det er måske meget godt.

e